torsdag, december 31, 2009

Godt nytår!

- nu når den ikke kunne blive færdig til jul, så må det jo blive en nytårsgave. Billedet er taget udenfor i hast, da frosten var ligeved at frysetørre trøjen. Det tror jeg ikke den har godt af. Nu må jeg så vente spændt på om der kommer et billede af trøjen med indhold.

Til sidst vil jeg ønske alle der har klikket ind på min blog i løbet af det sidste års tid et rigtig godt nytår. Håber vi "klikkes ved" i det nye år.

lørdag, december 26, 2009

Glædelig jul!

Sneen væltede ud af himlen og trafikken gik i baglås to dage før jul - og jeg kørte børnehavebørn og SFO-børn der har forældre der står i butik. Naboens julelys tog sig uforskammet godt ud da alle strabadserne var overstået.

Om vi grillede ænderne? Gæt selv! For manden min vil ikke grille med mindre vi vil sidde ude og spise!

Om det er fedt at få julegaver? Når man sådan er ca 15 mdr gammel? Hvad tror du?

Knab så fedt at man ikke kan bruge sin gyngeko før den er samlet.

Når den så er samlet har det kvikke barn jo fundet ud af at kassen kan man danse og hoppe på. At man så ikke kan komme op på koen baglæns er da også noget pjat - og damesadel har den heller ikke.
Godt Mormor rystede op med en Babyborn af den bløde og lette slags. Den kan man nemlig hæfle rundt med uden der skal skrues først.
Julestrikkeriet? Pokkers! Det blev ikke færdigt, men der er ikke langt igen.

mandag, december 07, 2009

Sokker igen igen

Bare lige for at vise Asta`s nye sokker. Der er mere på vej - jul og sådan - - - -

onsdag, november 25, 2009

Normalt -

- skriver jeg ikke om mit arbejde -
- eller børnene jeg kører med -
- eller børnehaverne jeg kommer og går i.

Normalt smider de fleste vel gamle juletræer ud - ik`?
Sådan en rustfarvet fætter kan jo ikke være til glæde for nogen - vel?
Men se så lige her:


Mon ikke der er nogen i denne børnehave der GLÆDER sig til jul?
Billedet er taget kl ca 16.10 med mobilen - derfor det mystiske lys - eller mangel på lys. Men forventningens glæde, den lyser da langt væk - syntes jeg.

mandag, november 23, 2009

Små solskinssokker -


- eller restesokker. De kunne lige vrides ud af de sidste meter garn fra mine egne sokker. Næsten altså - for den yderste tåspids måtte jeg strikke i et andet garn. Det gør nu ikke noget, for de skal bruges til stumpebukser og hjemmesko ;-)

lørdag, november 14, 2009

Sokker - og sokker


Dette par - har taget laaaang tid at strikke! Nok mest fordi jeg ret hurtigt opdagede, at garnøglerne faldt helt forskelligt ud hvad farvefordelingen angår - ÆV! De er også meget korte, for det tyndede hurtigt ud i nøglerne så hælen måtte strikkes i en fart - ÆV!
ÆVsokker hedder de - ÆV!


Oh-la-laa! Hvad skuer mit øje? Sokker i solskinsfarver. De er lange i skafterne og blærede i mønsteret. Det er næsten synd at de skal bo i lukkede sko og støvler - ik`? Så er det jo godt at jeg endnu ikke er begyndt på "de lukkede" men går rundt i sandaler endnu. Ja ja, jeg ved godt det ser tumpet ud, men mine fødder forlanger uldsokker og frisk luft.
Sådan er der jo så meget;-)


Blæresokker? Nej, det er "Monkeysocks" fra "Knitty" og de er ikke spor svære at strikke.
God fornøjelse!

P.S.Har købt 360 knappenåle til sjal.

mandag, november 09, 2009

Dagplejetrøje

Tak Mormor, den kan jeg da sagtens bruge, især efter at du har strikket halsen om. Også sokkerne i samme garn er fine, men de kom ikke med på billedet.


Såååå stor - faktisk så stor at man kan løbe fra Mor og hen og "rydde op" i Mormors garncirkus - altså en del af det.


Men det søde barn rørte selvfølgelig ikke Mormors sager for hun fik at vide at det må man ikke.
Det lyder godt nok let og rosenrødt, hva`?

Og så har jeg ikke 300 knappenåle til at blogge det hvide sjal med - endnu altså.

torsdag, oktober 22, 2009

Langt om længe

- jaae - det er jo et stykke tid siden jeg blærede mig med at have påbegyndt det hvide sjal fra en finsk blog. Ikke at jeg ikke har gidet strikke det, men når nu der er andet der skal ordnes. ( Ikke at det ses på mit hjem)


Nu har det troligt været med på samtlige campingture og sommerhus weekender og nu er det færdigt - altså næsten.


Det skal jo lige blogges en tur. Hvad jeg er meget spændt på, for det er meget blødt,let og utrolig lækkert.


En trøje til Asta er det også blevet til, men den unge dame har ikke gidet at stå model. - eller mor har ikke haft tid, så vi venter lidt på billeder.
Til gengæld er der snart sokker der passer til.


Og det her er sokker til mig. Jeg er blevet afhængig af hjemmestrikkede uldsokker, eller nærmere mine fødder er. Mønsteret hedder "monkey" er gratis og du googler det sikkert nemt. Garnet er købt i Tyskland og jeg fortryder at jeg ikke købte mere af det. Det er nemlig blødt og let at strikke med. Nååe ja - og farverne er da bare til at blive glad i låget af at se på. - ææh - selv om manden min har spurgt om det er nogen jeg skal have på når han er med - hæ hæ!

onsdag, september 30, 2009

Sorte sjaler


Strikket i Italien i sommer - og endelig blogget. Ting tager utrolig laaaang tid her på matriklen for tiden.
Nå -
Men fotograferet blev kunstværkerne da også.Både med og uden blitz.


Jeg ved ikke rigtig hvad der er bedst, men har bare taget de billeder der var bedst. "Nogen" havde taget en hel del der var aldeles ubrugelige/slørede.
Pyt!


Nu kan jeg så sætte mig i hjørnet med den trøje til Asta hvor der var "en" der havde slået alt for mange masker op til ærmer.Sår`n ca +30%
Ja, jeg siger ikke hvem tossen var/er. Det er jo også ligegyldigt nu når det her skal handle om storpral af sjaler. Et med 9 vifter og et med 11.

mandag, september 28, 2009

Sommerhusejer - og hva`så?


Du ved, sådan med sandkasse og -



- gyngestativ og -



trafik!?
Der er F-16 fly der ræser rundt. Hellikoptere der lige tager en tur langs vandet og så skibe. I det hele taget sejlende fartøjer af enhver art. Men den her - den var altså stor.
Gad vide om der var friske æbler til Grønland ombord? Billedet er taget den 5/8.

Der er også et fantastisk dyreliv. Især skovskaden der satte sig på gyngestativet var dejlig at se - jeg har gennem hele min barndom haft en udstoppet en af slagsen til at stå i stuen. Den fløj inden jeg fik fat i kameraet. "Pelle" som jeg har døbt den haleløse fasan er også hurtigt ude af haven igen og billederne af harene er bare for dårlige. Rovfuglen? Den der store grå bandit? Den ville heller ikke fotograferes - men en dag - SÅ - - -

lørdag, september 19, 2009

Tømmermænd,"brand" og flyttekasser?

Og hvad mener jeg så med det? Ligner det en munter havefest der er gået over gevind?
Tjaae - det er det nu ikke.Det er et hus der får nye vinduer hele vejen rundt på en gang.


Festligt,ik`? Det mest festlige er vel egentlig at vi ville have haft det sidste år, men da vi var hos tømren for at få det endelige tilbud, så fandt vi ud af at det skulle være en anden slags. Ikke plastik, men træ med alu udenfor. Heldigvis glemte de os og vi spurgte ikke til dem.Der var blevet koldt og alene tanken om at få nye vinduer - UHA-DA-DA!


Så kom der skisme tilskud til vinduerne! En glimrende ide. Det udlignede lige præcis forskellen på prisen på plastik og træ/alu.


Flot,ik`? De dersens træstykker er nye (de gamle på denne side var rådne) og der skal males med en mørk grå farve i stedet for det rå træ og den der fimsede grå.


Brand? Nej nej, heldigvis ikke, men der skulle lige slibes under vinduerne og skydedøren med en vinkelsliber - flot,ik`? Det stads kom ind overalt!


Flytte hjemmefra? Det var da lige før - men nej du - det er såmænd bare mit (noget af mit) garn der ligger og hygger sig her midt i stuen. Det garnværelse - mamma-mia!! Hold da kæft det trænger til en større renovering. Ligesom alle vinduer hele vejen rundt indenfor.

Strikke? Hvad er det? OK, lidt i taxaen på en trøje til Asta (den ser ud til at blive for stor) og en række på det hvide sjal i ny og næ. Det bliver til for lidt, men mon ikke det kommer igen?

søndag, august 02, 2009

Jo tak -



- Mormor, jeg kan godt passe min nye trøje. Kan jeg få sokker der passer dertil?
Måske Guldklump, måske. Men mon ikke det bliver sådan. Der er jo også trøjen i de glade farver og så alle sjalerne - og Mormors arbejde.

tirsdag, juli 28, 2009

En god start -



- er jo ikke at foragte. Selv om manden min mente at det da måtte være forkert at slå op med to farver. Han kendte jo ikke noget til sokkegarn, men det gør han så nu ;-)



Gentog den gode start et par gange mere - og endte med at lave en god slutning. Håber jeg. For et-årige har jo et stort hoved i forhold til omkredsen af deres hals. Jeg slog en maske op i hveranden maske jeg lukkede af og fik en løs aflukning der kan give sig.



Sådan ser den så ud - altså på den ene side. Nu venter jeg på modelbilleder fra ejerinden - altså hvis hovedet kan komme igennem.



Lagde du mærke til at snoningerne sidder lige i midten OG over indtagningerne til raglan. Blærerøv? Mig? Nej nej, jeg har været så snydeheldig at det nærmest er ubeskriveligt.
OK - så lidt blærerøv da ;-)

lørdag, juli 25, 2009

Ferieramt

Ja ja, så slemt er det da heller ikke. Godt jeg kan strikke på det lange stræk ned gennem Tyskland. I år startede jeg på et viftesjal - blev næsten færdig - indså det altså ville blive FOR lille - og startede så på et nyt. Det blev færdigt - æææh - det skal lige vaskes og blogges. "Ordren" lød på et lille sjal så det går nu nok.
Det er til Monika, vores yngste datter. - gad vide om den unge dame kender dagsprisen på at sende dansk uld til Italien for at få det håndstrikket? ;-)



En anden ung dame skal snart i dagpleje og så "mangler" hun en ulden trøje der kan stryge i vaskemaskinen og som ikke har genstridige knapper. Så efter at have svedt og talt og regnet ud og hvad ved jeg, så er det jo ren terapi at strikke ligeud uden at bruge hovedet til noget som helst. Tror jeg mangler ca 12-14 omgange før halsen er færdig.
Jeg har nemlig lavet strikkeprøve og opfundet (OK,så genopfundet da) en fiks måde at lukke af på så det ikke bliver for stramt.

mandag, juni 29, 2009

Nu på model ;-)



Det pyntede jo gevaldigt på sådan en bette trøje.

søndag, juni 28, 2009

Sommerlilla February Baby Sweater



Man skal jo være fin og feminin nu når man er ved at blive stor - syntes Asta - så jeg måtte jo lige trylle en sommertrøje frem. Den er strikket efter den gamle opskrift,men hen ad vejen lavet om så garn,strikkepinde og Asta passer sammen. Det var værre med knapperne - jeg købte dem for store men fik dem byttet - heldigvis.

mandag, maj 18, 2009

Finsk forår

Jo jo, det er skam stavet rigtigt. Efter et år med babystrik så trænger jeg til at lave noget andet og hvad er så bedre end et sjal?



Ikke meget,vel? På denne finske blog fandt jeg mønsteret som kom i små bidder (strikke-KAL)og er nu i fuld gang efter at have set det meget flotte sjal. På bloggen er der link til en side med MANGE billeder af det. Det hedder noget helt andet men jeg kan godt lide lyden af: finsk forår.



OK OK OK!!! Og jeg ved da godt at der er nogen der ville kalde det noget med: hullehelvede - meeeen - det er ikke nær så svært som det ser ud til, så bare kom i gang.

fredag, maj 08, 2009

Købt rødvin og kage?


Neeej da - kun lidt garn. I onsdags kiggede jeg bare, for min garnpusher havde ikke den rigtige farve. Så køber "man" jo ikke,vel? Men torsdag gik det i fuld galop tilbage til butikken. Fluks købte jeg det hvide bundt garn og tog så lige et bundt med i bordeaux for det manglede jeg lige pludselig.
Nååe ja - og så bestildte jeg noget garn i den "rigtige" farve. Så nu har jeg til tre sjaler.
Towlige kvinde.


Den rigtige farve på det farvede garn er det øverste billede.Udendørs og i skygge.

lørdag, april 18, 2009

Ny vinterhue - til foråret!!



Ikke meget,ikke meget, men en strikket hue er det da. At vejret så arter sig varmt og solrigt det gør jo så bare det at der skal strikkes en bette bomuldstrøje (er begyndt) og en bomuldshue kan vel også komme på tale. Tror jeg.

søndag, marts 01, 2009

Endelig strik!


Med knapper. Tænk - min knappedame har tonsvis af søde,særlige og mærkelige knapper - og jeg skulle bare bruge tre!


Strikket på pinde nr 3 og det har taget en uendelighed at gøre den færdig. Begyndte faktisk på den midt i juli måned, mens vi var på ferie. Hurtigt havde jeg et halvt rygstykke - og hold da op hvor har den lille trøje kørt hundredevis af kilometer og det endda i taxa. Resultatet af de mange gange det stakkels strikketøj har været taget frem og pakket ned igen for ikke at nævne hvor ofte det har ligget på sofaborde og i bilen var at jeg kunne se at den trøje er beskidt - ganske enkelt!


Her er den så - efter en hårdt tiltrængt gang vask (vandet blev kulsort) og klar til at komme på Mormors yndlingsmodel.


Sådan! I favnen på Mor mens Olde og Morfar drikker kaffe til Mosters fødselsdag giver Asta den som supermodel og Mormor som kanonfotograf.
Kanon og kanon - krudtet var vist lidt vådt, for mit fotografiapparat tænker sig lige lidt om inden det ligesom gider tage et billede og så er Astas jubelgrin altså pist væk! ÆV! Men sød det er hun og så mangler hun sokker, siger Mor.
Så den tænker jeg så lige over - måske mens jeg syr en trøje færdig jeg strikkede sidste år?

tirsdag, februar 24, 2009

Hvad har dette med strikning at gøre?



En hel del! Efter en rum tid med et par til strikketøjet og et par til fjernsynet - helst samtidig - så har jeg investeret i hele to par med "automatgear". I taxaen går det fint, ææh, undtagen når jeg skal bakke for så fordrejer de hele mit synsfelt men det er der jo råd for.Til læsning dur de ikke - i hvert fald ikke til avislæsning og computerlæsning, ejheller hyggelæsning.Næææe, må jeg så bede om mine gode gamle Føtexbriller med "storskærm".
De er mildest sagt perfekte til fjernsynskiggeri og strikning.Samtidig forstås.



- og det er jo ikke så ringe;-)







Men hold da op hvor havebordet længes efter foråret!