Taxachauffør med mand,voksne børn,to børnebørn,lille hund og med hang til strikketøj. Camperer gerne og er ivrig geo-chacher.
Viser opslag med etiketten Sokker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sokker. Vis alle opslag
torsdag, september 19, 2019
onsdag, december 10, 2014
Jeg får ingenting strikket for tiden,meeen -
Lidt bliver det da til. En tunika til Asta i det blødeste uld/bomuld.
Tre par sokker. De to første i enkelt garn og de nederste i dobbelt garn. Hyggesokker kalder hun dem ;-)
Lille Storm har også fået to par og et tredje er på vej. Og en vest, for der er lidt koldt på gulvene rundt omkring for tiden. Vesten laver jeg som jeg strikker så håber den bliver god. Der strikkes også på en tyk tyk trøje med snoninger i lange baner til mig selv. Så helt strikkeløs er jeg ikke.
Det er vist bloggnisten der mangler. Men jeg kan se der er mange ikke blogger så ofte som før. Tror de er gået på facebook.
torsdag, januar 23, 2014
UFOer i frit svæv over landingsplads
Nu når Mormor skal have ragsokker, så skal "Lillegut" da også. Så han ikke fryser i træskostøvlerne ;-) Begge par er helt færdige, hvad man ikke kan sige om de næste ting.
To huer - næsten. Lidt syning vil vel gøre godt her - og lidt snore.
Hvad det her er? En "Sprutte" - der lige skal syes, fyldes og broderes lidt på. Og et par vanter - ja ja ja - der skal hæftes ender.
Sprutten er en opskrift jeg har fundet på nettet. Den findes også til at hækle. Opskriften må man bruge, men ikke sælge. Den er lavet til Spruttegruppen som er en gruppe der strikker og hækler sprutter til for tidligt fødte børn.
http://www.spruttegruppen.dk/
Her er mine jule sokker. Det er en langskaftet udgave af "A good nights Work". Den oprindelige er bare alt alt for kort. Jeg har også prøvet at lave en anden overside på sokkerne. Og det er jeg ganske godt tilfreds med.
http://www.spruttegruppen.dk/
søndag, november 17, 2013
Sokkefyldt indlæg - med billeder!
Rød i flere nuancer passer godt til min garderobe - øøh, til min tøjbunke ;-)
En anden sok i lidt andre farver blev også færdige inden sommer.
HOV - ja, han er jo alle vegne og for det meste tæt på. Dejligt!
Det er nu sokkerne I skulle se. Ja ja ja, jeg ved godt at jeg har strikket dem før, men det er vist mit yndlingsmønster. Let at strikke, smukt at se på og så ser det jo utrolig kompliceret ud. (Blærerøv!) Strikket i skrigende orange så de passer til det danske efterår.
Her er så nogle helt andre. Forårsfarvede og korte som bare pokker. Se hælen og indtagningerne/udtagningerne hen over foden. De hedder: " A Good Nights Work".
Det er med vilje jeg har fotograferet dem ved siden af de visne blomster.
Noget ender - noget nyt begynder. Yngstedatteren der blev gift i juni kunne 14 dage efter brylluppet fortælle at de venter barn. JUHUU!!! Hun fandt ud af det dagen efter de var ankommet til Italien for at fejre min mands 60års fødselsdag. Så ingen vin til hende - hun har det så tilgode. Der kommer en bette dreng sidst i februar og Mormor her har været ude for at købe "drengegarn" og produktionen er igang.
Håber ikke der er ligeså lang tid til næste indlæg - - - - -
søndag, marts 17, 2013
Gammelt og nyt - og det sædvanlige
Disse SMS-handsker strikkede jeg for ca 2 år siden og de er så syet sammen med den sædvanlige hast - eller mangel på samme. Monika blev glad for dem og det er jo ikke så ringe.
Siden sidst er jeg blevet helt færdig med sokker til Asta - Jussi mener vist han har hjulpet. Han ligger på sin yndlingsplads, på sofaryggen. Tiden går bl.a. med at udtænke luskede/geniale måder at få ham til at opgive stedet. Han skvatter jo ned i ny og næ.
Strikker på en Mariusgenser - altså: en trøje med det mest kendte norske mønster. Eller er det det der er flest der holder af? Pyt! Jeg strikker som en gal, for det er ligeop til armhulerne og så kommer det sjove. Som sædvane er det med indlagte tænkepauser undervejs, for hverken garn eller pinde passer til opskriften.
Der strikkes også på voksensokker - og en trøje mere, men den bliver vist aldrig færdig.
Udsigten? Tjooe, der kommer vist en ekstra vinterferie. Vejret ser træls ud til at holde påske fri i, men sidde på sin bagdel og strikke det kan man da gøre.
Etiketter:
Asta,
Hund,
Sms-handsker,
Sokker
mandag, februar 18, 2013
Lily - de blødeste blade
Ja, det hedder modellen her.Den er i bogen: "Mere feminin strik" af Lene Holme Samsøe. Den kom på pindene ved Gardasøens bred i sommer og gled stille og roligt af pindene oppe i sommerhuset ca 10-12 dage senere.
Syet sammen blev den så i lørdags for da havde jeg akut brug for den. Knapperne bliver nok skiftet ud når jeg ved lejlighed kommer forbi en knappebutik. Garnet er "duett" fra SandnesGarn 55% bomuld 45% uld. Blød og lækker.
Sokkerne her er blevet færdige i vinterferien og nye er på pindene. Herover et par til mig selv, de har været længe om at blive til for jeg har startet på dem 3 gange. Mønstre kan ikke ses i garnet så de er bare i ret.
Sokkerne nedenfor er til Asta. I yndlingsfarverne.
Og Jussi? Han fylder 1 år i dag. Det er fejret med nus, lun kage og dejlig kylling i aftensmaden.
torsdag, oktober 11, 2012
HOV - og undskyld !
Tjaae, jeg syntes faktisk det er lidt kedeligt med alle de sokker. Men Asta manglede dem her og jeg har lovet hende lyserøde. Strikker på 2 par til mig selv og en lækker trøje til Asta - den skal ikke sys sammen til sidst for det går jo ikke for godt her på parcellen. Der bliver ikke flere neongrønne og blåstribede for der er kun det garn tilbage som er i de små nøgler på billedet. Faconen er lidt pusseløjerlig, men de ribstrikkede sidder altså godt på en lille fod.
Ud over de trøjer jeg skal have syet sammen så er der planlagt en - og og og og og ;-)
torsdag, august 23, 2012
Sæson for den her?
Så er der altså også sæson for dem her! Støvlesokker til Asta, for selvom vejret snart vil sige efterår så kan der jo godt være forår i støvlerne. Især når man er et busbørnehavebarn.
Julestjernen? Den købte jeg i går i den lokale SuperBest. De havde ca 8 stk og kun i den her glad-i-låget lyserød. Godt nok er hvide julestjerner da sarte og stilfulde og de sart lyserøde er fine, men men men, en rigtig julestjerne er RØD. Bare rolig - ingen julestjerner overlever ret meget mere end 14 dage her i huset. Jeg støtter de danske gartnere ved hvert år at købe to hold - for sådan ligesom at have dem i julen og ikke kun sidst i november.
Læg lige mærke til striben ned midt bag - bøvlet og sjovt. Troede jeg ville forsætte under foden, men syntes ikke det var sagen da den kan føles en lille smule. Det går ikke under foden.
fredag, juni 29, 2012
Tidsrøver
Hmm - den overskrift har jeg da vidst brugt før. Om en iPad. Siden er ham her kommet til huse og han kan da godt nok holde det hele kørende. Faktisk så godt at jeg først lagde mærke til hvad jeg egentlig lavede da jeg var næsten færdig.
Jeg strikkede med lækkert garn i et meget smukt mønster - og fik et par grimme sokker! Pokkers også! Farverne er efterårsagtige så blade ville da passe godt dertil. Men nej - det ser da træls ud. At solen så lyser alt for meget gør dem heller ikke kønnere. De skal nu nok blive brugt, for de er meget behagelige at have på - selv om der var varmt.
Selv Jussi ser bekymret på dem. Nu kan de komme hen i sokkeskuffen til der bliver efterår. Mon ikke jeg så kan få strikket på sjalet, trøjen, vesten, en trøje mere og nååe ja, nogle flere sokker.
Gå ture og lege skal jo heller ikke forsømmes. Utroligt som sådan en hvalp vokser hurtigt. Han lærer også hurtigt hvad der jo er en stor fordel når vi begynder på hundetræning. Jeg træner også med ham selv, men det er ikke det samme som når man er på et hold.
onsdag, april 25, 2012
Forårssokker
For pokker da også! Godt jeg strikker et helt par ad gangen. I påskeferien, som vi tilbragte ved Gardasøens bred, strikkede jeg disse forårsglade sokker. Som det ses på billedet herover, så var der ikke mere garn da jeg manglede ca 2 cm på den ene !!! Gal i skralden blev jeg - meeen - mon ikke der var lidt mere i det andet nøgle?
Jooo, og heldigvis for det, så kunne jeg da blive færdig med de vårgrønne bladranker. Begge sokker vejer 49 g og er ens strikket. Mystisk!
Og her sidder jeg så - på en køkkenstol i blødt muld for at få et lækkert anemonebillede med nystrikkede sokker. Sådan en stol synker altså nedad når den står der i mulden - - -
- - - så jeg måtte jo springe for livet (eller for ikke at blive alt for meget til grin) og redde mig hen på terrassen for at få et blærefoto af hælen.
Og Jussi - han kan finde sovepladser overalt - med mindre han ikke lige tager sådan en taske her i munden og spæner afsted med den.
At sove på mors arm er nu trygt og godt. Syntes vi ;-)
søndag, februar 26, 2012
Nyt transportmiddel, husdyr og det sædvanlige - - -
Ja transportere det kunne den da, fyren her. At bæstet så også mente at smide vand på passagerene er en del af oplevelsen, efterfulgt af en gang sand, er vel så bare "noget der hører med" - måske. Hyggeligt var det og jeg er glad for at jeg gjorde det. Det er jo ikke så tit at der står en elefant der gerne lige vil gå en tur med mig på ryggen. Det mig til højre.
Her er så husdyret. Det er jo nærmest et must at have en bette kat når man har en nørkleblog og her er så min bette mis. Han var ganske vist lidt småbedøvet og ganske træt. Læg mærke til lænken han er bundet til - men hold da op hvor var det en lækker fornemmelse at gramse på så stort et kattedyr.
Jeg prøvede også at give en lille tigerunge flaske - godt der ikke er tigre her i nærheden for så er jeg da bange for at jeg skiftede arbejde.
Vi har været en tur i Thailand og vi går stadig og fordøjer alle de fremmedartede indtryk. På tre uger kan man jo nå utrolig meget. En uge i Bangkok, en uge nordpå hos private venner og til sidst en uge i Jomtien der ligger lidt syd for Pathaia.
Det sædvanlige? Sokker til Asta selvfølgelig. Vi kørte en hel del, så nu har hun sokker håndstrikkede i Thailand. Jeg fandt kun en garnbutik derovre - og den var fyldt til randen med acrylgarn, så det fik de lov at beholde.
Jeg har lidt svært ved at finde mig selv efter vi er kommet hjem, men det føles som om det er ved at komme nu. Tænk - jeg er gået i seng ved 21-tiden hver aften og det lige inden jeg faldt i søvn. At jeg så hver nat er vågnet kl 3 og været helt FRISK har så været ret så træls. Jeg har så bare lagt mig og "sovet" videre og her i weekenden har jeg taget formiddagen med, men måtte gå i seng kl 23 i går aftes. Mon ikke det værste er ovre nu - det føles sådan lige nu.
Og så er der født de skønneste hvalpe - og en af dem skal jeg have.
mandag, januar 16, 2012
En tyv i huset !
Bare rolig - det er den her fætter der er tale om. Jeg fik denne iPad i julegave af min mand og skærmen er næsten slidt op. Jeg har i hvert fald brugt den utrolig meget. Krydsord, finde ord, sudoku, kabaler, tv, musik kort sagt: alt muligt tant og fjas. Godt jeg har de her sokker - strikket sidst på sommeren til Asta, men glemte at fotografere dem inden hun fik dem - så her er de.
Og de her - ? - ja ja - jeg begyndte jo før jul, sidste år ( ha ha) - og så er der jo den vifte - joooe, den er færdigstrikket - meeeen, selv om jeg dagligt glor arrigt efter posen den opholder sig i, så er der ikke syet så meget som et sting på den. ØV!
Nu vil jeg slå masker op til en ide der lige er kommet til mig - roooolig nu - ikke noget særligt (vel er det da så) men en lille ting til en lille fyr.
Abonner på:
Opslag (Atom)

